Kære By&Havn og havnefoged,
Mange, der færdes i (motor)båd i den sydlige del af havnen, har et problem med at navigere
udenom den markant store trekantede sand- og stenbanke ved nordsiden af højhuset Metropolis.
På trods af to gule advarselsskilte og et par uautoriserede stenvarder, som burde vække folks
mistanke, er der grundstødninger flere gange ugentligt. Mit bud er over 100 grundstødninger årligt.
Bare en skrueskade på en mindre båd kan koste 35.000,- kr.
Dårligt sømandsskab kan man sige, ja, men skiltningen er åbenbart forvirrende eller utilstrækkelig,
når så mange går på grund hvert eneste år.
Grundstøderne er ikke bare uuddannede speedbådsførere eller hovedløse hurtigsejlere, også
uddannede og samvittighedsfulde sejlere går ofte på grund. Senest en turbåd fra Canal Tours (se
vedhæftede foto af 22. sept. 2016, foto: Morten Vigel Lindahl) formentlig med professionel og
veluddannet bådfører. For et par år siden skete det samme i aftentimerne i november for en
Nettobåd, hvor den radikale byrådsgruppe med stort følge grundstødte i flere timer og måtte
trækkes fri af hele to havnebusser.
Alle disse grundstødninger er uheldige, farlige, og dyre, ikke bare for den enkelte bådejer men
også for forsikringsselskaberne. Episoderne skaber unødig uro for almindelige sejlere og for
erhvervssejladsen. Og er måske unødvendige, hvis skiltningen tog højde for “laveste
fællesnævner”, dvs. alle slags bådførere med eller uden uddannelse, opmærksomme og især
uopmærksomme typer.
Jeg ville ønske, at de lavvandede forhold ikke kun var en offentlig hemmelighed for lokale bådejere
som undertegnede medlem af Bådklubben Valby. Selv lokale har haft “fornøjelsen” og taler kun
nødigt om det.
Grundstødningerne har stået på i årevis med stor underholdsværdi, men også med større og
større betænkelighed for os der ofte overværer eller på nærmeste hold hører om trakasserierne
med at navigere i området.
For to uger siden fik en stor båd fra Brøndby med otte personer i hul i skroget og var tæt på at
synke. Heldigvis var kompetente folk i Bådklubben Valby med til at redde den næsten dødsdømte
båd, herunder passagererne. Med pumpe, dykkererfaringer, blokvognshævning- og kørsel. Denne
bådfører/ejer var utrolig heldig. Men en del af en stor, stor gruppe med dyrekøbte erfaringer med
sejlads i den sydlige del af Københavns Havn.
Mange grundstødere har faktisk duelighedsbevis eller højere uddannelse. Alligevel går
det galt. Formentlig pga. utilstrækkelig skiltning, ukendskab til bøjer og søkort, manglende
koncentration, eller fordi stenbanken faktisk rækker længere ud end det nordligste advarselsskilt,
som bør rundes med mindst 10 meters afstand. Min egen beskedne motorbåd på 23 fod stikker fx.
90 cm og skal for en sikkerheds skyld udenom HELE sandbanken med behørig afstand til
advarselsskiltet. En “nettobåd” stikker 1.80 m og tager alligevel chancen. Jeg har dog set og hørt
om grundstødende både med meget mindre dybgang end min Fåborg 23. Som bekendt svinger
vanddybden op til 1 m i havnen, så risikoen for grundstødning i det omtalte område er permanent
og høj.
Jeg vil derfor opfordre By&Havn til hurtigst muligt at revurdere forholdene og forbedre skiltningen.
Senest inden næste sejlsæson.
Min fornemmelse er, at grundstødningerne oftest sker ved ind- og udsejling fra Teglholmsløbet.
Venlig hilsen
/Troels Brücker,
Bådklubben Valby
KMY bestyrelsesmøde den 10. oktober 2016
This content is for Subscribers Users
KMY bestyrelsesmøde den 13. september 2016
This content is for Subscribers Users
KMY bestyrelsesmøde den 29. august 2016
This content is for Subscribers Users
KMY bestyrelsesmøde den 6. juni 2016
This content is for Subscribers Users